Grønland

blev hans skæbne

Om H.J. Rink og hans tid

Om bogen

Grønland blev hans skæbne

Om H.J. Rink og hans tid 1819-93

Af Pia Rink

 

I efteråret 2019 udkom en rigt illustreret biografi om videnskabsmanden og embedsmanden H.J Rink og hans tid, der samtidig fortæller et stykke dansk-grønlandsk historie med mange nye detaljer.

 

Beskæftiger man sig med den dansk-grønlandske historie, vil man før eller senere støde på navnet Rink, og det i så mange sammenhænge, at man kunne tro, det drejede sig om flere forskellige personer med dette navn. Det er dog én og den samme, Hinrich Johannes Rink (1819-93) eller H. Rink, som han gerne underskrev sig i sine mange indberetninger som embedsmand i Grønland og senere som direktør for Den kgl. grønlandske Handel; men han var også videnskabsmand.

 

I naturvidenskabelige kredse er Rink kendt for sin udforskning af indlandsisen, der har fået betydning også for den moderne klimaforskning; men det er for sit engagement i grønlændernes samfund, kultur og skæbne, han har fået en plads i dette folks historie. Internationalt er han også kendt som pionér inden for eskimologien, udforskningen af grønlænderne og deres stammefrænders fælles kultur og sprog udbredt over det enorme arktiske område fra Grønland i øst til Beringstrædet i vest. De folkeslag, som Knud Rasmussen besøgte på sin store slæderejse 1921-24, og som i 1977 etablerede sig i organisationen Inuit Circumpolar Council.

 

Ved Rinks 100-årsdag i 1919 blev der rejst et mindesmærke for ham i Nuuk/Godthåb. Ved den lejlighed sagde grønlænderen Niels Egede bl.a.: ”På Rinks “trofaste arbejde, begrundet i kærlighed til grønlænderne hviler vor fremgang indtil denne dag.” Niels Egede var formand for de lokale kommuneråd, der da havde afløst de gamle ”forstanderskaber”, som Rink fik etableret 1857-58, samtidig med at han begyndte udgivelsen af den grønlandske avis, Atuagagdliutit, der kunne samle grønlænderne fra nord og syd i det vidtstrakte land.

 

Nu er der igen gået 100 år, og i 200-året har Det Grønlandske Selskab udsendt et større værk om Rinks liv og arbejde – Grønland blev hans skæbne. Om H.J. Rink og hans tid – en biografi der samtidig skildrer forholdene og udviklingen i Grønland på den tid, hvor landet ændrede sig fra koloni til et egentligt grønlandsk samfund. Et stykke dansk-grønlandsk historie med mange nye detaljer.

 

Bogen, der er i to bind, bygger på omfattende research i breve, indberetninger og dokumenter fra Rigsarkivet i København og fra grønlandske og udenlandske arkiver og Det kgl. Bibliotek suppleret med oplysninger fra samtidens litteratur og presse, herunder hovedpersonens egne artikler og bøger. Tids- og stedskolorit er tilført med uddrag af Rinks hustru, forfatteren Signe Rinks ikke tidligere udgivne erindringer. Hun var født i Grønland og fulgte sin mand på mange af hans embedsrejser rundt i landet sammen med grønlændere og som oftest i konebåd og med telt. Med Signe ved hånden er det som at være der selv.

 

De to bind er gennemillustreret med portrætter, korttegninger, akvareller, træsnit og gamle fotografier, herunder mange af forfatterens egne.

 

Efter sin deltagelse i den første Galathea-ekspedition (1845-47) og et længere ophold på De nicobariske Øer rejste Rink i 1848 for første gang til Grønland. Som geolog skulle han undersøge grafitforekomster ved Disko Bugten, men det var landets storslåede natur og indlandsisen, der fangede hans interesse. Samtidig lærte han grønlænderne og deres unikke kultur og livsform at kende, og fra da af var hans skæbne beseglet.